I en opsang til den mandlige del af fodbolddanmark skriver forfatter Hanne-Vibeke Holst i en klumme på Altinget.dk, at det er nu fædre skal slå til, hvis de vil undgå gule og røde kort på hjemmefronten og i stedet hente lidt credit hos husets børn.
Den prisvindende forfatter tager udgangspunkt i, at et sådant verdensmesterskab, som netop nu - og tre uger mere - ruller af sted i Rusland, skaber konflikter på hjemmefronten:
"Kvinden i dit liv føler sig (med rette) overset, smækker med tunge og døre, samler ungerne op under skørterne og giver fodboldidioten den kolde skulder, mens hun demonstrativt sørger for frisk luft og nybagte kanelsnegle til de forsømte små."
Det er ifølge Hanne-Vibeke Holst således ikke kun i ægteskabet manden står som taber, når pokalen er løftet. Det er også i forhold til børnene, mener hun.
Og her er chancen for, at lære døtrene om offside-regler, forklare lidt om, hvorfor dommeren tegner firkanter i luften og løber af banen og ser fjernsyn, og i det hele taget vise, at du ved en del om fodbold.
Det er nemlig faderens ansvar "fordi piger, der ved noget om fodbold, ved noget om mænd og har derfor en langt større chance for at hente guldpokalen hjem, når de skal ud i den benhårde turnering, der hedder livet", skriver Hanne-Vibeke Holst.
Hun forklarer, at de fleste fremgangsrige kvinder kan takke deres far for, at han lærte dem om sit eget køn, regler, ritualer, kneb og tricks der gælder og tæller i den patriarkalske konkurrencekultur.
"Og ønsker du ikke, at din egen datter skal kunne udfolde sit fulde potentiale – uden at lade sig fælde af uforudsete benspænd og grove tacklinger?", spørger hun og anbefaler at datteren hentes hen foran fjernsynet, og at det meddeles hendes mor "at du hermed har i sinde at sørge for at bibringe pigebarnet noget seriøs fodboldopdragelse".