En række engelske klubber havde repræsentanter på tilskuerrækkerne, da Brede Hangeland og FC København i går tabte til Benfica.
Sommeren har summet af rygter, og de er ikke blevet mere afdæmpede efter, at københavnerklubben har forladt Champions League. Newcastle, Aston Villa, Manchester City, Bolton, Tottenham og Birmingham er blot nogle af de klubber, den norske klippe har været kædet sammen med, og ifølge norske medier var flere af disse i går til stede i Parken.
Her kunne de se Hangeland spille en af sine bedste kampe længe. Han dominerede på sin plads i forsvaret og havde flere offensive ryk, der splittede Benficas kompakte forsvar. Og noget tyder på, at de interesserede klubber kunne lide, hvad de så.
Da Politiken fangede nordmandens agent Jim Solbakken på mobiltelefonen, havde han følgende kommentar.
- Jeg har ikke noget at sige nu, men ring til mig i aften.
Den slags kommentarer er bestemt ikke med til at holde diverse rygtesmede i ro.
Prisen på den norske landsholdsspiller forventes at ligge på mellem 40-50 millioner kroner.