De kommer til Danmark uden en far eller mor og havner ofte i hænderne på griske bagmænd, der udnytter dem seksuelt eller tvinger dem til at arbejde eller stjæle. De er børn, som man formoder er ofre for menneskehandel, og som havner i Danmark.
Red Barnet har som de første forsøgt at kortlægge, hvor mange børn, som er formodede ofre for menneskehandel i perioden mellem 1995-2005. Og antallet af børn når op på mellem 106-119 børn.
”Men der kan være tale om flere børn. Børn siger sjældent selv, at de er ofre for trafficking, blandt andet fordi de er bange for deres bagmænd. Og myndighederne i Danmark er langt fra dygtige nok til at opdage trafficked børn,” skriver Red Barnet i en pressemeddelelse.
Red Barnet anbefaler derfor, at der bliver udarbejdet klare regler for, hvornår et barn kan blive betragtet som offer for menneskehandel, og at der laves et system, så fagpersoner ved, hvad de skal gøre, hvis de møder et barn, der er offer for menneskehandel. Desuden anbefaler Red Barnet, at der bliver lavet et opholdssted til børnene, da de i dag bliver placeret på institutioner, hvor de er uden beskyttelse mod deres bagmænd eller får den nødvendige pleje.
14-16 procent af børnene har været udnyttet til prostitution, mens de andre er blevet udnyttet med henblik på kriminalitet.