Handicappet kvinde druknet i sø

54-årig kvinde er fundet livløs i Emdrup Sø onsdag aften. Kvinden var kørt i søen i sin kørestol.

En tragisk ulykke i Gentofte kostede onsdag aften en 54-årig kvinde livet. Kvinden, som var handicappet og sad i kørestol, druknede i Emdrup Sø.

- Af uransagelige årsager er hendes elkørestol kørt ud i søen, hvor hun bliver fundet med kørestolen hen over sig, fortæller Henrik Suhr, der er pressekoordinator ved Nordsjællands Politi.

Ulykken skete ved Havsgårdsvej langs søens nordlige bred, som grænser op mod Gentofte Kommune.

Det var en forbipasserende, som fandt kvinden liggende livløs i søen. Ulykken blev anmeldt klokken 20.38.

Politiet vurderer umiddelbart, at der ikke er tale om, at kvinden har taget sit eget liv ved at køre i søen.

- Det er dybt tragisk, det, der er sket. Vi betragter sagen som en ulykke, fortæller Henrik Suhr.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.