Opdateret kl. 14:49
Hvis ressourcestærke studerende skal kunne tjene mere ved siden af SU, skal der også sættes penge af til at hjælpe unge handicappede med at få en erhvervsuddannelse.
Sådan lyder kravet fra Socialdemokratiet, De Radikale og SF forud for forhandlinger hos uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) om regeringens forslag om at hæve fribeløbet.
- Vi har ikke noget imod at hæve fribeløbet, så studerende kan arbejde lidt mere. Men det kommer ensidigt de mest ressourcestærke elever til gode, siger uddannelsesordfører Jacob Mark (SF).
- Så som modydelse vil vi gerne lave et tillæg til elever med handicap.
I dag er det sådan, at hvis en ung med muskelsvind eller spastisk lammelse vil læse på universitetet, følger der et særligt tillæg med SU'en.
Men hvis den samme person vælger en erhvervsuddannelse, for eksempel på et kontor, så må han eller hun leve for et langt mindre beløb.
For i elevtiden får handicappede kun elevløn for de timer, de rent faktisk arbejder.
- Det er et efterslæb, vi har på Christiansborg, at vi ikke har sikret, at studerende på en erhvervsuddannelse, der har et fysisk eller psykisk handicap, også får et handicaptillæg, siger uddannelsesordfører Sofie Carsten Nielsen (R).
Socialdemokratiets Mette Reissmann oplyser, at det længe har været et ønske at give erhvervsuddannelseselever med handicap en økonomisk håndsrækning.
- De er særligt udfordret og har ikke mulighed for at arbejde ekstra ved siden af deres uddannelse, påpeger hun.
Regeringen har foreslået at hæve fribeløbet, altså det beløb de studerende må tjene uden at blive modregnet i SU, med 1000 kroner om måneden. I år er det 12.222 kroner om måneden.
Ifølge Jacob Mark vil de forslag, der er på bordet, betyde, at handicappede på erhvervsuddannelser får mellem 4000-5000 kroner ekstra om måneden.
SU-systemet er omfattet af et politisk forlig. Derfor kan regeringen ikke umiddelbart ændre i det, uden at S, R og SF er med.
/ritzau/