Hvis bare en procent af de danskere, der har et handicap eller en længerevarende sygdom, kommer i beskæftigelse frem for førtidspension i løbet af de næste 10 år, vil det give en samfundsøkonomisk genvist på 10 milliarder.
Det viser en ny rapport fra COWI lavet for Det Centrale Handicapråd, skriver tv2.dk.
- Vi går i Danmark ofte og siger, at det er en god forretning at få folk med handikap i arbejde, men hvor god en forretning er det egentlig? Nu viser det sig via vores beregning, at der kan være helt op til 10 milliarder at hente over 10 år, hvis bare man kan få en procent i almindeligt arbejde, siger Formand for Det Centrale Handicapråd, Tue Byskov Bøtkjær, til TV 2.
Ifølge formanden svarer det til, at man skal have cirka seks tusinde i arbejde frem for førtidspension. Men det er ikke ren og skær fortjeneste - pengene skal bruges fornuftigt:
- Det, der er pointen for mig, er, at det er vigtigt at tjene de 10 milliarder. Men det er jo ikke tjent på den måde, at man putter dem i lommen. Man skal bruge dem til at investere dem i de her mennesker, så de, og endnu flere, kan komme i arbejde, siger han til TV 2.
Rapporten viser, at selv hvis alle pengene blev brugt, vil det stadig være en gevinst for både den enkelte og samfundet, fordi personerne på arbejdsmarkedet vil skabe værdi gennem deres arbejde.
Meget af gevinsten hentes ved fastholdelse på arbejdsmarkedet, da udviklingen viser, at mange handicappede, der er i beskæftigelse nu, mister arbejdet i løbet af 10 år.