Og vinderen af konkurrencen om skuets længste hundenæse går til .... Samson.
I Californien blev konkurrencen Årets grimmeste hund afviklet fredag. Vinderen - Elwood af racen Chinese Crested - var, for nu at sige det pænt, sat sammen på en lidt anden måde end de fleste andre hunde.
Men hvis der er forargelse over den slags konkurrencer, man leder efter, så finder man den ikke hos Den Danske Hundeforening. Tværtimod.
- Jeg synes ikke, det er uværdigt. Det er jo bare sjov. Det er vel en slags handicap OL for hunde. Men det er nu ikke noget, vi selv kunne finde på. Det er lidt for useriøst, synes vi. Men det er da rigtigt, at den slags konkurrencer får meget opmærksomhed, og vi ser jo også, at der nogle gange arrangeres konkurrencer herhjemme om årets sødeste hund og årets sjoveste hund, siger Karin Larsen, der er formand for Den Danske Hundeforening.
Ifølge Karin Larsen har man i foreningen overvejet at gøre noget tilsvarende.
- Vi har talt om at lave nogle anderledes konkurrencer i forbindelse med vores skuer. Det kunne være en kåring af skuets ældste hund, den med den største næse eller den med den længste hale, siger Karin Larsen.
- Det ville nok give mere opmærksom i den lokale presse, hvis vi kunne fortælle om en eller anden sjov konkurrence, og så ville det jo give nogle hunde, som måske ellers ikke ville blive præmieret, mulighed for at komme hjem med en slags trøstpræmie.