På det årlige topmøde mellem EU og Kina, som mandag finder sted i Beijing, vil den globale handel være på dagsordenen.
Men der vil samtidig være modstridende agendaer på programmet.
For mens Kina vil forsøge at etablere et samarbejde med EU, som kan skabe modvægt til de seneste amerikanske toldsatser, vil EU forsøge at afværge Kinas forsøg på at skabe en antiamerikansk alliance.
Den kinesiske premierminister, Li Keqian, er vært for mødet, hvor både EU-præsident Donald Tusk og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, vil deltage.
Det forventes, at parterne vil udsende en fælles udtalelse efter mødet, der bekræfter et gensidigt engagement i et multilateralt handelssystem.
Det er ikke lykkedes for EU og Kina at finde fælles fodslag til en sådan udtalelse ved de sidste to topmøder i 2016 og 2017.
Men i år er situationen en anden. Mødet afholdes nemlig i kølvandet på en eskalerende handelskonflikt med USA.
Trump-administrationen annoncerede senest i sidste uge, at USA vil indføre en told på ti procent på kinesiske varer til en værdi af yderligere 200 milliarder dollar.
Kina har derfor i højere grad end tidligere udvist interesse for at finde ligesindede til at stå sammen mod Trumps protektionistiske handelspolitik under parolen "Amerika først".
Ifølge den kinesiske ambassadør i EU, Zhang Ming, ønsker Kina at bruge mødet til at finde ud af, hvordan relationen mellem Kina og EU kan blive en "stabiliserende faktor" midt i en tiltagende protektionistisk verden.
EU har dog - til trods for at dele den kinesiske bekymring - hidtil afvist Kinas forslag om at stå sammen i en alliance imod USA.
I EU hersker der nemlig en stor skepsis omkring, hvorvidt Kina reelt er villig til at åbne yderligere op for det kinesiske marked.
Ikke desto mindre har EU, som også er ramt af øgede amerikanske toldsatser, givet udtryk for, at Trump har skabt en mulighed for at vise, at relationen mellem EU og Kina kan beskytte den globale handel.
På mødet vil EU og Kina desuden drøfte klimaforandringer, sikkerhedspolitik, Nordkorea og parternes fælles interesse i at opretholde atomaftalen med Iran.
/ritzau/Reuters