Investorerne tager ikke godt imod Danske Banks regnskab for første halvår, der onsdag er blevet offentliggjort.
Efter omkring en times handel på fondsbørsen i København falder bankens aktie med hele 10,4 procent og er dermed allersidst på C25-indekset.
Det betyder, at en aktie koster omkring 175 kroner.
Aktieanalytiker hos Sydbank Mikkel Emil Jensen mener, at det især er regnskabsposten om handelsindtægter, der får investorerne til at reagere.
- Regnskabet er til den svage side, hvor særligt posten med handelsindtægterne er lave. Det skyldes usikkerheder på finansielle markeder, det italienske valg samt den verserende handelskrig, siger han.
I halvåret formåede banken at komme ud af årets første seks måneder med en samlet bundlinje på 9,1 milliarder kroner. Til sammenligning landede banken et resultat i første halvår af 2017 på 10,3 milliarder kroner.
Topchef Thomas Borgen bemærker også i regnskabet, at geopolitisk usikkerhed har præget banken i de forgangne seks måneder.
- Første halvår var præget af fortsat positivt momentum i vores udlånsaktiviteter, mens udviklingen på de finansielle markeder trak i den modsatte retning.
- Den større globale usikkerhed og tilbageholdenhed hos investorer bidrog især til en svagere udvikling i handelsindtægterne, siger han i en pressemeddelelse.
/ritzau/