Sydøstjyllands Politi måtte i går eftermiddag en tur til Rødtjørnen i Horsens på grund af nogle uoverensstemmelser om en bilhandel mellem to private personer.
Det lykkedes betjente, at få parterne manet til ro, skriver netavisen Dagens.dk.
Men i aftes ved 23.20-tiden var den gal igen.
- Tre mænd kørte til Rødtjørnen, hvor de smadrede ruder på to parkerede biler. Det skete med baseballbat. Bagefter kørte de fra stedet i en sølvgrå Golf, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til Dagens.dk.
Få minutter senere nåede mændene i høj hastighed til krydset Vestergade/Kjeldsensgade i Horsens. Her kom en kvinde kørende ad Kjeldsensgade og overså den Golf, der kom kørende i høj fart. Bilerne bragede sammen.
Den kvindelige fører, en 37-årig kvinde, slap med knubs, mens føreren af bilen med de tre mænd i, en 22-årig mand fra Horsens fik lettere kvæstelser og er indlagt på Horsens Sygehus.
- Det viste sig desuden, at han var spirituspåvirket og havde ikke noget kørekort, siger Hans Hoffensetz til netavisen.
Alle tre mænd er nu sigtet for groft hærværk efter de med baseballbat smadrede ruder på to biler.
Kilde: Dagens.dk