Overskriften på hans hjemmeside lyder: "spillemand - rock'n'roll, bluespower, syrerock, revision". Beskrivelsen på peteringemann.dk er lige i skabet.
Peter Ingemann er en alsidig herre, der som bassist har spillet med mange af de største danske musikere, og samtidig i kraft af sin baggrund som revisor har fungeret som kassemester for en lang række kunstnere.
Det skriver Ritzau i et fødselsdagsportræt af musiker og revisor Peter Ingemann. Han fylder 80 år den 6. november.
Peter Ingemann kan se tilbage på en lang karriere, hvor han har spillet, sunget og skrevet sange i legendariske danske bands. Skousen & Ingemann, Young Flowers, Røde Mor, Kim Larsen & Bellami, Jomfru Ane Band, Musikpatruljen og Stig Møller Band.
Han har desuden produceret flere af Erik Clausens spillefilm.
Samtidig kan Peter Ingemann se fremad - til mange flere koncerter i kalenderen både i år og næste år. Blandt andet sammen med vennen Stig Møller på Drop Inn i København og med det genforenede Young Flowers.
Peter Ingemann indledte karrieren i 1960'erne, hvor han startede med at spille moderne jazz med det senere Gasolin-medlem Franz Beckerlee, og hvor han siden var med til at danne det psykedeliske rockband Young Flowers.
Da gruppen blev opløst i 1970, dannede Peter Ingemann og sangeren Niels Skousen gruppen Skousen & Ingemann.
Bandet turnerede landet rundt og står blandt andet bag sangen "Herfra hvor vi står", som blev et kæmpehit.
I samme periode spillede de to også i gruppen Musikpatruljen, som blandt andet leverede slagsangen til modstanderne af det europæiske fællesskab, der dengang blev kaldt EF herhjemme. Sangen indledes med teksten "Nede i Europa har de fået en fiks idé".
Han kom det socialistiske kunstnerkollektiv Røde Mor med blandt andre Troels og Lars Trier, Erik Clausen og Leif Sylvester Petersen, som i 1970'erne turnerede med musik og teater.
Som revisor har Peter Ingemann lavet regnskaber for mange musikere, blandt andre den nu afdøde Kim Larsen, der efter sigende kaldte vennen Peter Ingemann for Peter Pengemand.
Peter Ingemann spillede keyboard i gruppen Kim Larsen og Bellami.
Han har vundet flere priser i løbet af karrieren. I 2017 modtog han Musikforlæggernes Ærespris for sit livslange virke i musikkens tjeneste.