Han er mavesur. Et løsgående missil. Taler mod bedre vidende – og ikke altid i overensstemmelse med sin gruppe.
Den konservative Lars Havelund er mere end almindelig træt af sin byrådskollega, den socialdemokratiske gruppeformand Peter Rahbæk Juel.
»Der er flere eksempler,« forklarer Lars Havelund.
»Men det, der får mig til at reagere nu, er, at Peter Rahbæk Juel i Nyhedsavisen har kritiseret, at borgmesteren kun sender pressemeddelelser ud, når der sker gode ting for byen, og ikke også reagerer, når for eksempel Roulunds Rubber lukker og afskediger 169 medarbejdere. Det er nemlig det rene sludder og vrøvl,« siger han og henviser til et brev, som borgmester Jan Boye (K) har sendt til virksomheden med tilbud om hjælp til de fyrede.
På samme måde er Lars Havelund utilfreds med, at Peter Rahbæk Juel klandrer sammensætningen af et kommende Udviklingsforum i Odense for at være for snævert. For en anden socialdemokrat havde angiveligt nikket ja til listen over medlemmer.
»Han er mavesur, og intet kan gøre ham glad. Og så er han et løsgående missil, der siger noget andet, end gruppen mener. Har han en anden mening om en sag, må han holde lav profil. Ellers er det forvirrende. Han er slet ikke det friske pust i byrådet, jeg havde håbet på,« siger Lars Havelund.
Men skal du ikke bare være glad for det, når nu I er politiske modstandere?
»Nej, for han går ud og siger ting, der simpelthen ikke har hold i virkeligheden. Borgerne får jo indtryk af, at der slet ikke gøres noget for at hjælpe, når der for eksempel bliver fyret 169 mennesker. Men vi gør jo netop noget for at hjælpe,« forklarer det konservative byrådsmedlem.
Peter Rahbæk Juel tager imidlertid angrebet ganske roligt.
»Jeg er sådan set ligeglad. Lars Havelund kan kalde mig lige, hvad han vil,« siger Peter Rahbæk Juel og understreger, at han først senere har fået at vide, at borgmesteren har sendt brev til Roulunds Rubber.
»Derfor talte jeg ikke mod bedre vidende.«
Til gengæld holder han fast i sin ret til at sige sin mening, selvom den ikke er helt på linie med resten af den socialdemokratiske gruppe.
»Jeg er da ked af, hvis det forvirrer Lars Havelund. Men nu er politik jo et spil med mennesker,« siger han.
»Og så synes jeg da, det ville være bedre, hvis de konservative kræfter blev brugt på at diskutere visioner for byen og ikke på at skyde andre underlige ting i skoene.«