De danske supermarkedskæder er delt i spørgsmålet om, hvordan man bedst tackler den globale fødevarekrise.
Mens indkøberne bag supermarkederne Spar, Superbest og Alta overvejer at hamstre større lagre af korn og ris for at sikre sig mod det ustabile marked for fødevarer, står Coop og Dansk Supermarked stjejlt.
Hamstring går nemlig i sidste ende ud over kunderne, mener de:
- Jo flere købere, der er til madvarerne, jo mere kan producenten tillade sig at tage for det. Og så vil forbrugerne også skulle betale endnu mere for varen. Det er der ingen fidus i, siger Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen og afviser, at kæden har planer om at købe større mængder mad ind.
Ingen bekymring
Samme melding kommer fra Dansk Supermarked, der blandt andet står bag Netto og Føtex.
- Det giver ingen mening at hamstre. Desuden er vi ikke bekymrede. Vi har en del års erfaring på markedet, og vi har gode aftaler med dem, der skal levere vores varer,« siger informationschef Erik Eisenberg.
I Supergros, der køber ind for Spar, SuperBest og Alta, køber man mellem 30 og 60 procent mere ris, mel og olie end normalt. Også norske Rema 1000 har sat indkøbsbudgettet i vejret for ikke at stå uden varer på hylderne.
Højere priser på korn
Men det er afgjort en dårlig idé at hamstre, fastslår seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet.
- Det presser priserne i vejret. Hvis man viser, at man er sulten, vil sælgerne også vide, at de kan tage mere for maden. Og det vil betyde højere priser i sidste ende, siger Henning Otte Hansen.
Priserne på dansk brød og danske kornprodukter er buldret i vejret det seneste år. Ifølge Danmarks Statistik er de steget med over 12 procent fra marts 2007 til marts 2008. Det er blandt andet sket på grund af den globale fødevarekrise.