Napoli kan lune sig på førstepladsen i Serie A, når 2017 bliver til 2018.
Det stod klart fredag aften, da Napoli ude vandt en smal 1-0-sejr over bundholdet Crotone.
Dermed topper Napoli ligaen med 48 point for 19 kampe foran Juventus, der har 44 point.
Napoli har spillet en kamp mere end Juventus, som altså ikke kan indhente Napoli, selv om Juventus lørdag skulle besejre Verona.
Marek Hamsík var igen på pletten for Napoli, da han bankede bolden i mål efter 17 minutter.
Dermed øgede slovakken sin fornemme målhøst i klubben, hvor han er den mest scorende i Napolis historie med 117 scoringer.
Rekorden blev sat med scoring nummer 116, da Sampdoria blev besejret for nylig.
Da passerede Hamsik de 115 mål, som ikonet Diego Maradona nåede at score i sin tid som Napoli-spiller.
/ritzau/