Hamas-ledelsen i Gaza-striben mellem Israel og Egypten rækker nu hånden frem mod rivalerne i Fatah-partiet, der sidder på magten på den besatte vestbred.
Ismael Hanyieh, der var palæstinensisk premierminister, inden han sammen med Hamas-partiet brød med Fatah, fortalte tidligere på ugen, at der foregår seriøse forhandlinger om ny dialog mellem de to fløje af det splittede palæstinensiske folk.
Han erklærede samtidig, at Hamas magtovertagelse i Gaza-striben, som partiets væbnede militser sikrede sig i juni, kun er »midlertidig«.
Det er nye toner fra Hamas, der ikke vil anerkendte Israels ret til at eksistere, og som derfor heller ikke har villet samarbejde med Fatah i lang tid.
Nej tak til forsoning
Israel og det internationale samfund har straffet Hamas og Gaza-striben med sanktioner og økonomiske blokader, og analytikere mener, at den stigende fattigdom har tvunget Hamas til at række hånden frem.
Men palæstinensernes præsident, Fatah-lederen Mahmoud Abbas, er tilsyneladende ikke interesseret i at lukke Hamas ind i varmen. En talsmand for Abbas siger til Reuters, at der ikke er nogen forsoning i farvandet. Han beskylder Ismael Haniyeh for at forsøge at få det til at se ud som om, at Hamas er en fredssøgende bevægelse.
Israel advarer
Mahmoud Abbas har siden Hamas overtagelse af Gaza-striben forhandlet seriøst med Israel om en permanent løsning på konflikten. Lige nu drøftes det, hvordan grænserne mellem Vestbredden og Israel kan trækkes, så begge parter kan leve med det.
Den israelske ledelse har gjort det helt klart over for Mahmoud Abbas, at alle forhandlinger bliver skrinlagt, hvis Hamas bliver inviteret med ved bordet.