Hamas og Fatah har aftalt at danne en palæstinensisk samlingsregering i det palæstinensiske selvstyre. Aftalen betyder, at palæstinenserne får en ny premierminister, der skal afløse Ismail Haniyeh. Det skriver Ritzau.
»Vi er blevet enige om en politisk platform for en ny regering. Hamas har også accepteret, at den næste premierminister ikke bliver Haniyeh,« siger Hamas-parlamentarikeren Yahya Moussa.
Aftalen er kommet i stand efter flere måneders skænderi, og palæstinensiske kilder siger, at den endelige regering kan være på plads inden for 48 timer.
Hamas kom til magten i januar og dannede en ren Hamas-regering. Dermed blev Fatah henvist til oppositionen efter 30 år ved magten.