Onsdag blev den 28-årige dommer Bassan al-Fara hevet ud af en taxi og skudt af ukendte gerningsmænd. Mordet fandt sted foran den retssal i Gaza, hvor han var dommer, skriver Reuters.
Udover at være dommer var al-Fara medlem af Hamas-bevægelsen militante fløj. Ingen har taget ansvar for mordet, men Hamas beskylder den rivaliserende Fatah-bevægelse for at stå bag i et forsøg på at styrte Hamas-regeringen. Mordet på al-Fara fandt sted kun to dage efter, at tre små drenge blev dræbt på vej til skole. De var sønner af en højtstående efterretningsofficer i Fatah.
Volden i de palæstinensiske områder mellem den islamistiske Hamas-bevægelse og Fatah-bevægelsen, der ledes af den mere moderate palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, er eskaleret efter, at det mislykkedes de to parter at skabe en national samlingsregering. Der er stigende frygt for borgerkrig.