De sorte sække med tøj, som landets genbrugsbutikker modtager, er fyldt med tøj, som reelt burde smides i skraldespanden. Faktisk må nogle af de kirkelige og humanitære organisationer smide over halvdelen af tøjet ud, skriver Kristeligt Dagblad.
Nu er 15 organisationer gået sammen om en kampagne, som skal få os til at smide hullede sokker i skraldespanden derhjemme og kun sende det pæne, rene tøj til genbrug, og den 20. september åbner en ny hjemmeside om genbrug på den gode måde.
Det ubrugelig tøj spilder ikke bare medarbejdernes tid. Det koster også penge, når genbrugsbutikkerne skal aflevere det på genbrugsstationerne. Flere hundrede tusinde kroner for nogle organisationers vedkommende.
Og dertil kommer, at nogle medarbejdere i genbrugsbutikker må trække vejret dybt, før de åbner en af de sorte sække med tøj. De finder nemlig også meget andet.
Kristeligt Dagblad har eksempler på, at der har været et levende marsvind, hundelorte, kanyler, pizzabakker og utætte malerbøtter i sækkene.