Adskillige blev såret, da en hal under opførelse styrtede sammen i Rødovre.
Hallen ligger tæt på Rødovre skøjtehal.
Alarmen om ulykken kom kl 12.29, oplyser Kim Madsen fra Vestegnens Politi til Ekstrabladet.dk.
Håndværkere var i gang med at montere en cirka 50 meter lang stålbjælke på tværs af hallen, der endnu er uden tag.
Ulykken skete, da den kran, der skulle bugsere bjælken, mistede taget om den.
Kæmpebjælken styrtede ned og rev hallens betonsider med sig i faldet.
Flere af de håndværkere, der arbejdede i hallen, blev fanget i murbrokkerne, men alle er nu reddet ud og under behandling for skrammer. Det ser ud til, at den værste kvæstelse var et brækket ben.
To ambulancer er kørt fra stedet og en anden står klar, hvis der skulle dukke flere tilskadekomne op.