Det er nøjagtigt et år siden jordskælvet ramte Haiti, men mange kvinder bor stadig i teltlejre i Port-au-Prince og i det sydlige Haiti, hvor der dagligt er risiko for at blive voldtaget.
Regeringens manglende hjælp har fået de voldtægtsramte kvinder til selv at tage kampen op.
"Der dukker nogle organisationer op i lejrene. Kvinder, der har været udsat for voldtægt, samler sig, fordi der ikke er noget hjælp at hente, så finder de hjælp hos hinanden," fortæller Stine Lyager Bech, der er international koordinator i Amnesty Internationals danske afdeling.
Kvinderne taler om deres egen voldtægt og deler erfaringer, men hjælper også nye ofre økonomisk.
"De samler de små midler, de har. Der er jo tale om kvinder, der har mistet alt under jordskælvet. De har ikke særlig meget, men alligevel lægger de en lillee smule til side for at hjælpe nye ofre, så de eksempelvis kan komme til læge," siger Stine Lyager Bech.
Amnesty International dokumenterer i en ny rapport en kraftig stigning af voldtægter og overgreb i Haiti. og organisationen har flere gange opfordret regeringen til at tage problemet alvorligt. Men de haitianske kvinder får ikke meget hjælp fra regeringen eller ordensmagten - hverken efter voldtægten eller i form af præventive tiltag, der kunne øge sikkerheden for de mange piger og kvinder.
"Politistationen er jævnet med jorden, så det er jo en kæmpe barriere for at gøre noget hurtigt ved problemet. Og så er der også, og det var der også før, et problem i Haiti med at tage problemstillingen alvorligt og tale om den offentligt og gøre noget ved den politisk," siger Stine Lyager Bech, der forklarer, at emnet er tabubelagt.
De mest udsatte kvinder og piger bor i teltlejrene, hvor der kun er et tyndt stykke stof mellem dem og gerningsmanden. Men ofte sker voldtægterne, når kvinderne bevæger sig ud i de mørklagte lejre for at besøge toilettet om natten. Belysning af de mørklagte gader og lejre vurderes til at kunne være med til at minimere antallet af seksuelle overgreb.
Der er nogle tal på, hvor mange voldtægter, der finder sted. Amnesty International fortæller, at 250 kvinder anmeldte voldtægt inden for de første 150 dage efter jordskælvet. Anmeldelserne af voldtægter kommer fra 15 af de i alt 1200 teltlejre i Haiti.