Norsk politi håber, at nogle håndværkere som op til Anne-Elisabeth Hagens forsvinden i slutningen af oktober 2018 udførte vedligeholdelse på taget af Hagen-familiens hus har set noget.
Arbejdet med taget blev afsluttet den 25. oktober, mens Anne-Elisabeth Hagen har været savnet siden den 31. oktober.
Politiet mistænker, at Anne-Elisabeth Hagens og Tom Hagens hus på Sloraveien i Lørenskog øst for Oslo i den periode, hvor der blev arbejdet med taget, blev overvåget.
Derfor er politiet interesseret i, om håndværkerne kan have set noget. Håndværkerne er derfor indkaldt til afhøring, skriver norske NRK.
Den 70-årige norske milliardær Tom Hagen er sigtet for drab på sin hustru, og så sent som i juledagene kom det frem, at Tom Hagen ulovligt havde fire pistoler og et haglgevær liggende i hjemmet.
Et vidne har desuden fortalt politiet, at Tom Hagen truede med at dræbe ham i 1994.
Ifølge vidnet fortalte Tom Hagen den gang, at han havde en ladt pistol med sig. Tom Hagen skulle ifølge vidnet også have givet udtryk for, at han kendte personer, der kunne få ham dræbt, uden at Tom Hagen ville blive inddraget i mordet.
Tom Hagen er en af Norges absolut rigeste personer og blev den 28. april 2020 anholdt og sigtet for drab eller medvirken til drab.
Han afviser at have noget med sin hustrus forsvinden at gøre.