Søndag morgen var det et trist syn, der mødte personalet på kirkegården i Søby på Ærø.
Efter et omfattende hærværk var over 140 gravsten væltet eller slået i stykker.
-Som politimand er jeg dybt berørt over, at sådan noget kan forekomme. Det er respektløst, at man kan finde på at gøre sådan noget i forhold til døde og deres pårørende, siger vagtchef Jesper Pedersen hos Fyns Politi til Newspaq.
Politiet har nu gennemført en række afhøringer og indsamlet beviser efter det omfattende hærværksorgie i nat.
- Det er en rigtig grov sag. Det er helt utroligt, at man overhovedet kan finde på at lave den slags ting på en kirkegård, siger vagtchef Jesper Pedersen hos Fyns Politi til DR Fyn.
Natten til søndag var der havnefest i området, og politiet formoder, at gerningsmændene til hærværket var med til festen.