Rent hærværk.
Det var grunden til, at i alt en million liter gylle i går kunne flyde frit i et sønderjysk vandløb ved Vojens og tage livet af op mod 300 fisk.
Politiet har sigtet en mand i 40 erne for at være skyld i den omfattende gylleforurening. Han er løsladt, men politiet opretholder sigtelsen for overtrædelse af miljøloven, siger vagthavende ved politiet i Haderslev, Søren Knudsen til DR Syd.
- Der er tale om en meget alvorlig forurening. Vandløbet kan betegnes som dødt, siger han til radiokanalen.
Den sigtede nægter sig skyldig og politiet ved ikke, hvad motivet til hærværket kunne være.
De store mængder gylle løb ud i Elkjær Bæk ved Skrydstup ved Vojens. Udslippet skete fra en ubeboet svinefarm, og blev første gang opdaget ved seks-tiden i torsdag morgen.
Skaderne er dog begrænset til Elkjær Bæk.