Hærværk og indbrud er blevet et stort problem på mange skoler.
Derfor ser skolerne ingen anden udvej end at ty til overvågning og ansættelse af vagtmænd.
Det skriver Politiken på baggrund af en rundspørge, som avisen har foretaget hos landets kommuner.
37 kommuner ud af 46 kommuner i rundspørger svarer, at de har overvågningskamera på mindst én af deres skoler, 18 kommuner benytter sig af vagtværn, og 10 har hegn for at holde uvedkommende ude.
Over halvdelen af kommunerne svarer, at de har skoler, der i år har været udsat for hærværk og indbrud.
"I flere tilfælde har vi identificeret de unge, der har påsat brande og bagefter kunnet tage fat i dem," siger risikokoordinator i Gribskov Kommune Henrik Olsen til Politiken.
Det er ofte tidligere elever på skolen, der hævner sig over en lærer, de var vred på, ved at begå hærværk, fortæller Helle Rabøl Hansen fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.