Libanons nye præsident har bekæmpet terrorister og ledet landets hær. Men hans nye job kan blive langt sværere.
Michel Suleiman blev i weekenden valgt som landets nye præsident og skal få islamistiske partier til at arbejde sammen med pro-vestlige politikere i det splittede land.
»Han er kompromisets mand, og valget af ham giver stabilitet på kort sigt. Men han får det umådeligt svært, når han skal få parterne til at enes,« siger Peter Seeberg, der er centerleder på Mellemøststudier på Syddansk Universitet.
Bekæmpede terror
Michel Suleiman blev populær, da han ledede hærens kamp mod al-Qaeda-inspirerede terrorister i en flygtningelejr i det nordlige Libanon. Hæren dræbte 226 militsfolk og genoprettede roen.
De seneste seks måneder har Libanon været uden præsident, fordi den USA-venlige regering og oppositionen var dybt uenige. Uenigheden udviklede sig denne måned til åbne kampe i gaderne, hvor 65 blev dræbt.
Mandag åbnede flere butikker igen i byens centrum, som har været ramt af strejke og demonstrationer.
»Det er et klart fremskridt. Men de grundlæggende uenigheder mellem parterne er langt fra løst,« siger Peter Seeberg.