Den 42-årige anholdte i sagen om et muligt jalousidrab på Stengårds Allé i Kongens Lyngby er en soldat fra Hæren, der har været udsendt flere gange. Våbnet, der forårsagede en 47-årig mands død på adressen, er et af Hærens våben.
Det siger generalmajor Kenneth Pedersen, der er chef i Hærkommandoen, til TV 2 Lorry.
- Det er et af vores våben. Det er en pistol, siger han.
Var det en Neuhausen (en af Forsvarets våben, red.)?
- Det kan jeg ikke sige. Det kan være en antagelse, siger Kenneth Pedersen til TV 2 Lorry.
Hvordan kan det ske, at en soldat kan få adgang til sit tjenestevåben?
- Vi ved det ikke endnu. Det bliver en del af politiets og Forsvarsministeriets Auditørkorps undersøgelse. Vi ved ikke, om han var blandt dem, der har nøgleadgang til våbnene, siger Kenneth Pedersen.
Den 42-årige mand har været udsendt med kamptropperne flere gange og gør lige nu tjeneste på Høvelte Kaserne, oplyser generalmajoren, der er berørt af situationen.
- Det er dybt tragisk for alle involverede, siger han.
TV2 LORRY