Sagen om bogen 'Jæger - i krig med eliten' vil tilsyneladende ingen ende dage.
Nu viser det sig, at Hærens Operative Kommando og Jægerkorpset faktisk sagde god for bogen til at begynde med.
Det viser en kortlægning, som Politiken har foretaget på baggrund af samtaler med centrale kilder. Faktisk mente flere top-officerer, at det ville være farligere at forbyde bogen, fordi det ville skabe så meget fokus på den.
"Holdningen var, at den ikke var rigtig farlig. Man skal ikke være merkonom i medievidenskab for at kunne regne ud, at hvis vi gjorde en stor sag ud af det, så ville det øge sikkerhedsrisikoen for soldaterne endnu mere, end hvis vi bare lod som ingenting og lod det passere," siger en centralt placeret militærkilde til Politiken.
Socialdemokraterne kræver nu en ny redegørelse fra forsvarsminister Søren Gade (V).
"Det er faktisk lidt chokerende. Vi har fået at vide, at der var en sikkerhedsrisiko ved denne her bog. Vi er aldrig blevet orienteret om, at de, der er tættere på det operative niveau, havde den modsatte vurdering," siger Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen.