Hvis man køber den gamle skrøne om, at alt amerikansk kommer til Danmark med 10 års forsinkelse, så virkede den forgangne uges postyr i Esbjerg egentlig ganske forudsigelig. Havnebyen i det vestjyske var, om man så må sige, på den anden ende over et tilsyneladende nyt og lige lovlig skinbarligt fænomen blandt de skolemodne drenge. Hængerøve. Bogstaveligt talt.

På Hjerting Skole hvilede den bælteløse buksetalje efterhånden så lavt på de smalle hofter, at viceinspektør Klaes Sørensen syntes, topmålet var nået.

»Ligesom vi ikke vil have pigerne til at vise hele maven, vil vi heller ikke have drengene til at vise deres bare numser,« forklarede han til Nyhedsavisen.

Forbuddet, som viceinspektøren skam havde hentet skolebestyrelsens opbakning til at føre ud i (under)livet, fik elever og studenterorganisationer over hele landet på barrikaderne. En demonstration blev det sågar til fredag eftermiddag, hvor vrede hængerøve protesterede mod Hjerting Skoles onde mand.

Næ, modeglade unge finder sig ikke i hvad som helst nu til dags. Tag nu bare Nicky Ljungberg fra 9. klasse på Dyvekeskolen i København – han var ikke ligefrem opstemt ved tanken om ikke længere at måtte vandre nedringet rundt i frikvarteret:

»Det er racistisk. Ligesom hvis man ikke måtte gå med tørklæde. Det er sygt. Lærerne må ændre sig, de får løn for at være der, vi skal bare komme. Hvis der var forbud på min skole, ville jeg købe de største par bukser, jeg kunne finde, og sætte dem med verdens største hængerøv.«

Den samme konflikt har længe udspillet sig i hænge­røvens hjemland, USA. I Dallas, Texas, prøvede bystyret ligefrem at få den lavtsiddende buksemode forbudt for et halvt års tid siden.

»Jeg finder det respektløst, det er vanærende og frastødende,« spruttede et skolebestyrelsesmedlem, da han søgte støtte blandt de lokale politikere.

Han fortsatte:

»Jeg har ret beset ikke noget problem med, at man kan skimte elastikkanten på deres underbukser. Men når voksne mænd vader omkring i bybilledet med bukserne under ballerne, så har jeg et problem.«

Forældregys i USA

På universitetet Berkeley i delstaten Californien kunne man tidligt i det nye årtusinde – som så mange andre steder – opleve nøjagtig samme forargelse. Her skrev forældre på et særligt rådgivnings-site om det horrible modefænomen. Blandt andet denne kvinde, som mente at have regnet sin søn ud. Hun øste derfor ud af sine råd til en, efter eget udsagn, »desperat teenagemor«:

»Mit råd er at lade din dreng vokse fra det. Lad ham få det ud af sit system. Jeg købte min søn en dyr blazer, og så overpøsede jeg ham med komplimenter à la hvor er du flot , ligesom jeg huskede at kramme og kysse ham. Bare ikke når hans venner var i nærheden, selvfølgelig.«

En anden forfærdet matriark bemærker samme sted, at den meget løse – på amerikansk: baggy – tøjmode vist nok refererer til de indsattes fangedragter i de amerikanske fængsler. Altså en slags glorificering af kriminelle.

Store nok til alle

Hun er ikke helt gal på den. Og så alligevel. Thi den mode, der i USA infiltrerer hvide middelklassehjem, kommer godt nok fra nogle af de fattige afroamerikanere, som er så ulykkeligt overrepræsenterede i den gale ende af retssystemet. Men det hele begyndte i ghettoen i 1970 erne.

Når de store brødreflokke trængte til nyt kluns, købte alenemødrene således praktisk ind. Bukser og trøjer skulle være i størrelse XL eller endnu mere, thi på den måde kunne både store- og lillebror være i det. Samtidig signalerede flokkens mindste også, at de havde nogle gigantiske bæster til at passe på sig, hvis der var mobbere og andre plageånder i nabolaget.

Tendensen med de store bukser fik for alvor eksponering, da den anden generation af rappere fra New York og Los Angeles i slutningen af 1980 erne hittede hårdt på blandt andet MTV. Ikke mindst repræsenteret ved vestkystens aggressive og antiautoritære bannerførere, NWA.

NWA er en forkortelse for Niggaz With Attitude, og gruppen med dens mange prominente medlemmer tiltalte ikke blot brødrene i ghettoen. Senere legender som Dr. Dre, Ice Cube og Eazy-E havde også en dragende effekt på hvide knægte øst og vest for Atlanten, og dén kommercielle guldgrube opgravede modebranchen lynsnart.

Nye tøjmærker, som gjorde sig i det baggy, skød op, og allerede i de tidlige 1990 ere bekendte hiphopfans kulør via deres visuelle fremtoning. Der var dog en gevaldig bagdel ved markedskræfternes indtog: Det lugtede måske stadig af ghetto, men prisniveauet var nærmere Soho.

Kejserens nye klæder

Sådan lå landet også i Danmark, hvor både hiphoppere og skateboardende lømler tog det posede udtryk til sig. Der skulle gå en rum tid, før de daværende subkulturer voksede sig populære og kommercielle herhjemme, men i de senere år har de inkarnerede hiphoppere brokket sig højlydt. De mener, at deres særkender kopieres i hoved og, ja, røv af folk, der dårligt kender forskel på popfænomener som Nik&Jay og ægte undergrundsrap.

Nu har kulturbevidste teenagere og lidt ældre unge mænd ikke længere patent på hiphoppens hængerøvsmode. Den har slået rod dybt i folkeskolen, så 11-årige fashionistaer også kan være med. En trend er udvandet.

Ifølge ph.d-studerende Sophie Esmann Andersen er der intet odiøst i det. Hun forsker i unges brug af tøj og mærkevarer ved Center for Virksomhedskommunikation på Aarhus Universitet, og den med store bukser i kritisk ballehøjde er på mange måder endnu en omgang kejserens nye klæder:

»Trends starter gerne forneden. Autonome, der skyr dyre statussymboler, fører også an. Det sker igen og igen, fordi reaktionstiden ikke er særlig lang, fra en tendens opstår, til de store virksomheder kommercialiserer og skaber modebølger fra oven.«

Sophie Esmann Andersen forudser, at hængerøven ikke er kommet for at blive i den danske folkeskole. Så bare rolig, Esbjerg. Enhver trend har en ende:

»Det er interessant, når noget starter med at være baggy i ghettoen. Den signalværdi – at man sympatiserer med folk i det miljø eller gerne vil identificere sig med dem – forsvinder pludselig. Markedsvilkårene river udtrykket ud af dets oprindelige betydningskontekst. I stedet ender det som et statussymbol. Og derfor siver det også fra de brede masser igen. Der kommer en modtrend. Eksempelvis meget smalle og tætsiddende bukser.«

Samtidig tyder noget på, at danske lærerkræfter og amerikanske forældre burde tøve en kende med forargelsen og måske besinde sig undervejs. Generationskløfter er ikke just et revolutionerende begreb, selvom netop frygten for rebeller og revolution nærer konflikter som den, vi så i Danmark i denne uge.

»Ældre har jo altid reageret sådan. Det betyder vel blot, at forskellige generationer ikke forstår hinandens sprog. De formår ikke at afkode, hvad der gemmer sig bag et fremmed udtryk. At drengene i dette tilfælde ikke nødvendigvis signalerer noget seksuelt. Det handler lige så meget om at signalere stil, og når de ikke får lov til det, så kommer der et ramaskrig. Det er det samme, som da vores fædre ikke måtte gå med anderumpe i nakken,« påpeger Sophie Esmann Andersen.

Hun konkluderer:

»Episoden i Esbjerg viser mest af alt, at vi ikke forstår hinanden godt nok. Og måske skal de unge også være bedre til at kommunikere, hvad de vil med deres udtryk.«

Det er der ikke noget nyt i. Skrøne eller ej. For 10 år siden var det et problem i USA. Og det er det vist stadig.