En navngiven person blev søndag hængt ud som nynazist på flere sedler i Aarhus-bydelen Trøjborg, skriver Ekstra Bladet.
På sedler hængt op i området blev beboerne advaret mod at handle i den lokale Fakta-butik i Tordenskjoldsgade, da butikken angiveligt har en nynazist ansat.
Personen, der af Ekstra Bladet omtales som AH, bliver på sedlerne beskrevet som nynazist med flere voldsdomme og domme for handel med amfetamin. Ifølge sedlerne er personen også medlem af hooligangrupperingen White Pride.
”Det er jeg selvfølgelig træt af, men det er jo de metoder, de bruger,” siger AH, som overfor Ekstra Bladet afviser, at han er dømt for vold og handel med amfetamin.
Coop, der ejer Fakta, tager afstand fra de ophængte sedler.
”Det er foragteligt og helt uacceptabelt at udføre den form for selvjustits. De vil blive fjernet. Vi har den principielle holdning, at vi ikke blander os i vores ansattes privatliv og politiske holdninger, og hvis de gør noget kriminelt, er det en opgave for domstolene,” siger informationschef Jens Juul Nielsen.
Kilde: Ekstra Bladet