En 54-årig kvinde måtte tidligere på ugen køres med udrykning til hospitalet, efter der var hældt toiletrens i hendes energidrik.
Det skriver Hillerød Posten.
Avisen skriver, at Nordsjællands Politi bekræfter hændelsen, og at de skal i gang med at efterforske sagen.
Kvinden er ansat på kursus- og konferencecenteret Frederiksborgcentret i Hillerød. Her oplyser administrerende direktør Carsten Larsen til Hillerød Posten, at en person er bortvist og to er opsagt.
Carsten Larsen fortæller desuden, at kvinden ikke er kommet alvorligt til skade:
- Vi tog omgående fat i vores sundhedsforsikring, som har reageret hurtigt, og der er iværksat akut krisehjælp. Selvom der ikke er sket nogen fysisk skade på vores medarbejder, så er det en meget voldsom oplevelse.
Til BT oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi, David Borchersen, at meldingen om rengøringsmiddel i kvindens Redbull blot er det, der er blevet oplyst i anmeldelsen, og at man nu vil tage efterforskningsmæssige skridt for at klarlægge, hvad der er præcist er foregået.