Justitsminister Nick Hækkerup (S) kalder i et brev til Retsudvalget Rigspolitiets håndtering af teledata-sagen for "særdeles utilfredsstillende" og "dybt beklageligt".
Brevet er sendt torsdag, efter at ministeren modtog en redegørelse fra Justitsministeriet om det samlede forløb i sagen om politiets brug af teledata i straffesager.
Blandt andet kritiserer ministeren, at der i flere år har været et utilstrækkeligt ledelsesmæssigt fokus på Rigspolitiets Telecenter.
Kvalitetskontrollen har været utilstrækkelig, og orienteringen om de fejl, man har kendt til, har været mangelfuld.
- Det står for mig, som det væsentligste kritikpunkt i teledata-sagen, skriver Nick Hækkerup i brevet.
Han er også utilfreds med, at der gik for lang tid, inden Rigsadvokaten, forsvarsadvokater og domstole blev orienteret om problemerne.
Redegørelsen indeholder en tidslinje over forløbet. Den begynder 13. marts 2019. Den dag blev en afdelingschef i ministeriet orienteret af en politidirektør i Rigspolitiet om, at man havde opdaget en fejl og ville undersøge det nærmere.
Herefter foregår der kommunikation frem og tilbage mellem departementet Rigspolitiet og Rigsadvokaten - der holdes også flere møder. Midt i det hele bliver der udskrevet valg, hvilket medfører, at et møde den 27. maj bliver aflyst.
Så sent som på et møde 4. juni - dagen før valget - fortæller en chef i Rigspolitiet til to chefer i ministeriet, at "it-fejlen har optrådt i et begrænset antal sager", fremgår det af redegørelsen.
Det skal senere vise sig, at der er er tale om tusindvis af sager.
Forløbet får Nick Hækkerup til i brevet også at kritisere såvel Rigsadvokaten som Justitsministeriets departements ageren i sagen.
- Jeg finder det utilfredsstillende, at Rigsadvokaten ikke tidligere i forløbet indser rækkevidden af de retssikkerhedsmæssige konsekvenser af oplysningerne fra Rigspolitiet ..., lyder det blandt andet i brevet.
- Jeg finder det samtidig beklageligt, at departementet ikke på et tidligere tidspunkt udviste større initiativ i forhold til at sikre tilstrækkelig fremdrift i myndighedernes afklaring af sagen, lyser det videre fra Nick Hækkerup.
Nick Hækkerup har indkaldt til et pressemøde om sagen fredag formiddag.
/ritzau/