Den socialdemokratiske folketingsgruppe debatterer i dag bogen “Den hemmelige socialdemokrat,” der har vakt stærk irritation blandt politikerne. Den anonyme forfatter udstiller magtforhold og kampe i partiet og refererer fra lukkede møder.
Der står i bogen, at forfatteren vil fortsætte med at berette fra hemmelige møder. Blandt andet derfor har den skabt dårlig stemning, og man har da også forsøgt at jagte vedkommende.
Nick Hækkerup siger til TV2 News:
“Det er møgirriterende, at nogen vil sige en masse uden at ville stå ved det, de siger. Og nej, jeg har ingen idé om, hvem det er. Jeg er den åbne socialdemokrat,” siger han.
Der har været gisninger om, at forfatteren kan være Rasmus Prehn. Han kommer dog ikke til gruppemødet i dag, da han er på skiferie med familien.
By- og boligminister Carsten Hansen opfordrer den anonyme skribent til at stå frem:
“Jeg bryder mig ikke om den slags metoder. Det er meget ubehageligt, og jeg betragter det som ren fiktion. Jeg synes, vedkommende skulle træde frem,” siger han til TV2 News.
Henrik Dam Kristensen, manden der som gruppeformand skal skabe holdstemning, er træt af situationen. Hans budskab forud for mødet var, at bogen har skabt negativ stemning:
“Det er usympatisk. Mange gruppemedlemmer er frustrerede og kede af det. Men man kan jo ikke hindre, at folk skriver noget anonymt” siger han.
Helle Thorning Schmidt var aldeles uvillig til at forholde sig til bogen:
“Jeg vil snakke om politik og den Centralafrikanske Republik. Vi bruger normalt ikke tid på at diskutere skønlitteratur på møderne. Der er tale om fiktion, og jeg synes, vi skal koncentrere os om det politiske,” sagde hun til TV2 News.