Nick Hækkerup forstår godt, at folk undrer sig over, at han skifter fra jobbet som justitsminister til at blive direktør i Bryggeriforeningen.
Det siger han på vej ud fra afskedsaudiens hos dronningen.
- Men jeg er ikke kørt død. Jeg er faktisk glad for dansk politik og kan rigtig godt lide dansk politik, men jeg vil også gerne prøve noget andet i mit liv, siger Nick Hækkerup.
Han annoncerede sent søndag, at han fra 1. juni bliver ny direktør i interesseorganisationen og udtræder dermed af Folketinget efter 15 år.
Skiftet sker kort efter, at regeringen har foreslået at hæve aldersgrænsen for køb af alkohol til 18 år. Noget, som Bryggeriforeningen ikke går ind for.
Nick Hækkerup vil dog ikke helt svare på, om han nu er imod regeringens forslag om at hæve alkoholgrænsen.
- Jeg kommer til at tage den rolle på mig, som det er at være direktør i Bryggeriforeningen.
- Jeg har noteret mig, at de unge socialdemokrater (DSU, red.) synes, at man i stedet skal se på procentgrænsen og ikke aldersgrænsen, siger han.
Han siger også, at han ikke er blevet "presset" til at gå af som minister.
- Jeg har selv valgt at gøre det her.
Han ville dog gerne have afsluttet sager i ministeriet som FE-sagen og minksagen, lyder det.
- Men i Justitsministeriet er der hele tiden sager, og når der opstår en mulighed som den i Bryggeriforeningen, bliver man nødt til at slå til. Og sagerne vil få deres svar uanset hvad, siger Hækkerup.
Med Nick Hækkerups farvel til Christiansborg er det første gang siden 1984, at der ikke er et medlem af Hækkerup-familien i Folketinget.
Ny justitsminister er tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), der tidligere mandag var i audiens hos dronning Margrethe sammen med statsminister Mette Frederiksen (S).
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.