Sara Slott Petersen har haft et forrygende forår med masser af danske rekorder, og den 25-årige hækkeløber satser på endnu en rekord, når hun søndag aften klokken 20.16 løber 400 meter hæk ved OL.
Hun tvivler dog på, at hun kan løbe sig i finalen - en plads i semifinalen er mere realistisk.
- Jeg er seedet som nummer 24, så der er langt op blandt de otte bedste, der går i finalen. Det er simpel matematik. Men jeg skal forbedre min seedning.
- For et stykke tid siden meldte jeg ud, at jeg gik efter top-12, men efter at jeg har set startlisten, så kan jeg godt se, at det nok ikke kan lade sig gøre, siger Sara Slott Petersen.
- Det kunne være fedt at komme i top-16, men der er stadig mange, der skal slås, før jeg er deroppe. Men jeg skal videre til semifinalen.
Sportschef ved Dansk Atletik Forbund, Lars Nielsen, regner også med, at aarhusianeren kvalificerer sig til semifinalen.
- Det ville være en stor negativ overraskelse, hvis hun ikke gør det.
- Hendes danske rekord på 55,68 sekunder er et fornuftigt internationalt resultat, og hun er i en form, hvor hun kan slå den igen, siger Lars Nielsen.
Sara Slott Petersen mødte op til OL med smerter i ryggen, men de skulle ikke give hende problemer søndag aften.
- Jeg fik en diskusprolaps i ryggen for halvandet år siden, og den giver stadig lidt ballade en gang imellem.
- Jeg skal hele tiden sørge for at lave nogle øvelser, og selv om det er besværligt at slæbe store bolde med hver gang, jeg er ude at rejse, så er jeg nødt til det, for ellers har jeg ondt i ryggen en måned senere.
- Lige nu har jeg det okay, men havde du spurgt mig for en uge siden, var det nok anderledes, siger Sara Slott Petersen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.