Det er øjensynligt ikke den store trøst for argentinske Lionel Messi, at han er blevet kåret som turneringens bedste spiller ved VM efter finalenederlaget til Tyskland.
- Vi ville vinde VM, svarer Lionel Messi, da han bliver spurgt ind til den fornemme hæder.
Argentinerne havde i løbet af kampen fine muligheder for at score, og Barcelona-stjernen var selv en af synderne foran det tyske mål. Også Gonzalo Higuain og Rodrigo Palacio havde åbne chancer, der blev spildt.
- Jeg mener, vi gjorde alt for at vinde, men det lykkedes ikke. Vi kunne ikke få scoret, siger Lionel Messi.
I stedet for en argentinsk scoring var det den tyske indskifter Mario Götze, som i den forlængede spilletid kunne score sejrsmålet til 1-0.
Dermed missede Argentina muligheden for det første VM-trofæ siden 1986.
- Nu skal vi kigge fremad, lyder det fra Lionel Messi.
VM står stadig tilbage som den eneste store turnering, 27-årige Lionel Messi mangler at vinde. På klubplan har han allerede snuppet flere spanske mesterskaber, pokal- og Champions League-trofæer.
/ritzau/AFP