Under rydningen af Ungdomshuset i torsdags valgte McDonalds på Nørrebros Runddel klogeligt at holde lukket hele dagen. Det er nemlig lige præcis McDo-nalds, som bliver hårdest ramt, når de unge autonome farer rundt i gaderne og kaster med brosten.
Det er ikke tilfældigt. Også mindre adrætte venstreorienterede, som for eksempel 68’erne, som sidder tilbagelænet i Kartoffelrækkerne, drikker god Bourgogne og højlydt bruger en kvart promille af friværdien på at støtte aids-projekter i Afrika, afskyr burgerkæden.
Hvorfor? Fordi McDo-nalds er indbegrebet af kapitalisme. Og kapitalisme er jo – det ved alle, der har gået i dansk folkeskole med tilhørende danske folke-skolelærere – per definition ondt. Næ, man køber da hellere en shawarma hos indvandrerbiksen nede på hjørnet.
Mindre kapitalistisk?
Og her er det, at kæden hopper af for mig. For hvorfor skulle Mehmet være mindre kapitalistisk end McDonalds? Princippet er det samme: Det gælder om at tjene penge. Det vil Mehmet også. Og han parallelimporterer ulovligt sine colaer (ja, hvorfor tror du, at to liter koster en 10’er?) og slår kun halvdelen af omsætningen på kasseapparatet. Men det er – ifølge Østerbro-socialisterne – ikke noget, vi siger højt. For så er det bare brænde på Pias bål.
Snyd og svindel skal bekæmpes, ja, men det gælder altså, uanset om vi taler McDonalds eller Mehmet. Og selve princippet bag dem begge – kapitalismen – er der intet som helst i vejen med. Det er faktisk dét, der har gjort os så rige, og det er kapitalismen, som gør, at 68’erne kan nyde deres Bourgogne, og de autonome kan kaste med brosten uden de helt store konsekvenser. Vi har råd til at rydde op.