Nu er det endegyldigt slut for verdens mest hadede og kontroversielle tennisspiller Daniel Köellerer. Den 27-årige østriger er i dag blevet udelukket fra tennis på livstid og idømt en gigantisk bøde på mere end en halv million kroner.
Det sker, fordi Daniel Köellerer, der rangerer som verdens nummer 385, er blevet snuppet i at forsøge at lave aftalt spil. På den måde, det såkaldte match-fixing, forsøgte østrigeren at aftale tre af sine kampes udfald for at få penge fra den kriminelle underverden. Det skriver Reuters.
"Livstidsudelukkelsen træder øjeblikkeligt i kraft, og det betyder, at Hr. Köellerer ikke må deltage i turneringer eller konkurrencer, der arrangeres inden for professionel tennis," oplyser Tennis Entegrity Unit, der er en gruppe, som arbejder for at få elimineret match-fixing i tennis, ifølge Reuters.
Oven i hatten får Daniel Köellerer en bøde på 100.000 dollars, svarende til mere end en halv million kroner. I forvejen er han udelukket i tre måneder for at arrangere spil på tennis via sin hjemmeside.
Daniel Köellerer er hadet i professionel tennis, fordi han har en voldsomt temperament. Han har angiveligt kaldt en brasiliansk modstander for abe og blev overfaldet af en landsmand, der var vred over svinske kommentarer i en kamp. Ligeledes har han adskillelige gange smadret sin tennisketcher og smidt med den.
Daniel Köellerer opnåede sin højeste placering som verdens nummer 55 i 2009. Siden er han gledet ned af ranglisten. I karrieren har han tjent 756.000 dollars i præmiepenge.
Se Stefan Koubek gå amok på Daniel Köllerer i en professionel kamp her.
Her går han amok på både dommer og baglinjedommer.
Kilde: Reuters.