Hackere lukker for Dansk Front

Hjemmesiderne for Faderhuset og Dansk Front tvunget i knæ i flere dage. Hackerangreb, siger Dansk Front

De seneste dage har hjemmesiderne for den yderligtgående frikirke Faderhuset og den højreorienterede organisation Dansk Front ufrivilligt været lukket.

Det sker efter massive angreb fra europæiske hackere, fortæller en repræsentant for Dansk Front, der mistænker autonome unge med forbindelse til Ungdomshuset eller radikale muslimske miljøer for at stå bag aktionen.
»Vi kan se, at det primært er computere fra Holland, der forsøger at tvinge os i knæ. Derfor har vi nu selv valgt at lukke siden ned indtil videre,« siger repræsentanten fra Dansk Front, der ikke ønsker sit navn frem, men hvis fulde identitet er redaktionen bekendt.

Dansk Front har de seneste uger på organisationens hjemmeside skrevet yderst kritisk om de venstreorienterede unge i Ungdomshuset i København og bagmændene bag flere af støtteorganisationer, som

Dansk Front med navns nævnelse beskylder for at have forbindelse til yderligtgående kommunistiske miljøer og bruge ikke-demokratiske metoder i deres kamp for at beholde Ungdomshuset.

Da Nyhedsavisen i går ringede til Ungdomshusets pressekontakt, blev det til en yderst kort samtale.
»Siden du nu ringer fra Nyhedsavisen, så må du jo vide, at vi ikke taler med jer, når I bruger de journalistiske metoder, som I gør. Farvel.«

Herefter blev røret smidt på - formentlig med henvisning til, at Nyhedsavisen tidligere har refereret fra et ellers lukket møde i Ungdomshuset, hvor planlægningen af flere større aktioner i gaderne blev diskuteret.

Hackerangrebet på Dansk Front er særdeles effektivt, da organisationen primært lever omkring hjemmesiden, der de seneste fire år har været hjemsted for flere tusinde forholdsvis unge brugere - heraf omkring 5-700 aktive.

Her diskuterer de højreorienterede i høj grad frygten for islam, nazisme i Danmark, et stop for indvandring og overlevelsen af dansk kultur.
»Og når hackerangrebene stopper, så åbner vi op igen,« siger repræsentanten for Dansk Front.

Angreb på politiske hjemmesider er et forholdsvist nyt fænomen i Danmark. Under Muhammed-krisen i begyndelsen af året blev flere hjemmesider dog tvunget ud af drift - deriblandt Indenrigs- og

Sundhedsministeriet, der blev udskiftet med ordene: »Fuck Denmark«.
Det var i weekenden ikke muligt at få en kommentar fra Faderhuset.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.