Det gik over al forventning, da det unge Haas-mandskab lørdag i Melbourne kørte sin første kvalifikation i holdets tredje sæson.
Holdets to kørere, Kevin Magnussen og Romain Grosjean, satte henholdsvis sjette- og syvendehurtigste tid. Og de blev kun overgået af kørere fra de tre storhold Mercedes, Ferrari og Red Bull.
Magnussen leverede sit forrygende resultat til trods for nogle lidt problemfyldte træninger i Melbourne.
Og det imponerer Haas-teamchefen Günther Steiner.
- Det her (kvalifikationen, red.) var Kevins første rigtige forsøg. Han havde kun en enkelt ordentlig omgang fredag. Og tredje træning var våd, så der kunne han heller ikke rigtig komme ud.
- Så det er fantastisk, lyder det fra den italienske teamchef.
Han er generelt imponeret over sin duo med Magnussen og Grosjean.
- Det fantastiske er også, at begge kørere satte deres tider i deres allersidste løb i Q3 (tredje og sidste kvalifikationsrunde), siger Günther Steiner.
En straf til Daniel Ricciardo (Red Bull) betyder, at Magnussen og Grosjean starter side om side som nummer fem og seks søndag. Teamchefen mener dog ikke, at det giver mening at snakke for meget taktik mellem de to.
- Jeg tror ikke, det er muligt at snakke så meget om det. Vi ved ikke, hvad de andre gør. Man er omringet af folk.
- Og så nytter det ikke, at man for eksempel ikke angriber bilen foran sig, fordi man tænker, at man gik med til at lade ens holdkammerat komme foran. Det fungerer ikke.
- De skal bare respektere hinanden. Og så lade være med at køre ind i hinanden, lyder det fra Günter Steiner.
Hos Haas måtte man også forholde sig til kritik af holdets tætte samarbejde med Ferrari.
Fredag kaldte Fernando Alonso (McLaren) Haas-bilerne for en kopi af Ferrari.
Det preller dog af på både Romain Grosjean og Kevin Magnussen.
- Det er det samme, hver gang vi er hurtige. Det var det samme i fjor, hvor vi blev kaldt Ferrari-B. Det passer ikke, og det er ikke rart for folk, der arbejder hos Haas, siger Grosjean ifølge Reuters.
Til Autosport siger Kevin Magnussen om Ferrari-kritikken:
- Han er bare irriteret over, at vi er foran. Jeg forstår godt hvorfor. Jeg har været hos McLaren. Jeg har kørt for det hold og set holdets infrastruktur, og sammenlignet med det her (Haas, red.), må det være irriterende.
Den britiske verdensmester Lewis Hamilton satte lørdagens klart bedste tid og tog sig således i overbevisende stil af pole position søndag.
Grandprixet i Australien går i gang søndag morgen klokken 07.10 dansk tid.
/ritzau/