Topseedede Serena Williams var på vej ud af French Open, men amerikaneren vendte kampen mod Victoria Azarenka og er nu klar til fjerde runde i Paris.
Serena Williams havde ellers tabt første sæt og var nede med et break i andet, før hun viste verdensklasse og slog sig videre med 3-6, 6-4, 6-2.
Azarenka har tidligere været nummer et i verden, men har taget et dyk ned af verdensranglisten på grund af skader.
Derfor er Victoria Azarenka blot seedet som nummer 27 i Paris, men hviderusseren fik vist, hvorfor favoritterne gerne ville undgå at komme i samme lodtrækningshalvdel som hende.
Det begyndte godt for Azarenka, der brød Williams i første forsøg. Amerikaneren fik dog hurtigt brudt tilbage, men det lykkedes endnu engang Azarenka at bryde. Denne gang holdt hun sættet hjem og vandt 6-3.
I andet sæt var Williams helt nede i sækken, men Azarenka fik aldrig bundet snoren og sendt favoritten ud.
Azarenka havde muligheden for at serve sig foran med 5-3, men hviderusseren kunne ikke stå for presset og lavede flere uprovokerede fejl, som sikrede Williams et break til 4-4.
Hernæst vandt Williams sit eget serveparti, før hun endnu engang brød Azarenka og vandt andet sæt med 6-4.
Så kunne man fristes til at tro, at Azarenka var irriteret og opgivende, men hun viste god moral og godt spil i et kort glimt, da hun brød Williams i første forsøg.
Glæden varede dog kort, for så begyndte Williams igen at vise, hvorfor hun er favorit til at tage titlen i Paris.
Williams hev fantastiske returneringer frem og brød tilbage igen til 2-2. Dernæst fortsatte amerikaneren storspillet og vandt resten af kampens partier.
/ritzau/