Lærerne slipper foreløbigt for mere papirarbejde, da undervisningsminister Bertel Haarder (V) har valgt at udskyde indførelsen af nationale test i folkeskolen.
Det næste år skal i stedet bruges på at teste kvaliteten af testene.
De politiske partier bag de nationale test er blevet enige om, at halvdelen af landets folkeskoler i det kommende år skal inddrages i arbejdet med at udforme testene.
- De ti test er et
pædagogisk værktøj til lærerne, der skal hjælpe med at afdække, hvad
den enkelte elev har behov for af støtte. Det er afgørende, at
testopgaverne tester det rigtige. Jeg har derfor lyttet til forskernes
råd og vil nu bruge det næste år på at afprøve og udvikle testene. Vi
vil ikke haste dem igennem, men tage den nødvendige tid, siger Bertel
Haarder.
Beslutningen kommer efter at forskere i efteråret 2007 evaluerede testene. Selvom eksperterne sagde god for metoden bag de nationale test, anbefalede de justeringer i nogle af opgaverne - blandt andet i læsning.
Ti test
Opgaverne skal nu laves om og afprøves inden de tages i brug i skoleåret 2008/2009. Testene vil blive afprøvet af 8-900 skoler landet over, hvor op mod 70.000 elever vil deltage.
Skolerne skal dog højest deltage med elever fra to årgange, som skal bruge i alt fem lektioner på at afprøve testene.
Tekniske problemer
Evalueringen i efteråret omfattede tre test, som blev gennemført i foråret 2007. Kritikken gik blandt andet en række tekniske problemer med testene. Systemet kunne slet ikke klare belastningen, fordi testene faldt sammen med de elektroniske afgangsprøver i biologi og geografi.
Desuden blev de nationale test kritiseret for, at der var for få opgaver til de dygtigste og de svageste elever, samt at læsetesten i højere grad testede elevernes kendskab til omverdenen frem for deres læseevner.