En bog om krigene og freden. Om Europa og europæerne. En fælles historiebog, der fortæller italienernes, briternes, franskmændenes og danskernes krønike. Sådan en bog ønsker det tyske EU-formandskab at sende ud til alle skoleelever i Europa, og forslaget blev fremlagt på et uformelt ministermøde for EU’s undervisningsministre torsdag.
Men Danmark vil ikke være med til at udgive sådan en bog, skriver EUobserver.com. Og ifølge nyhedstjenesten var det den besked, som tyskerne fik torsdag.
Ifølge Dr.dk er Bertel Haarder ikke principielt imod idéen om fælles undervisningsmateriale i Europa. Men han ønsker, at samarbejdet skal være frivilligt.
Flere lande mener, at det er umuligt at blive enige om, hvordan historien egentlig ser ud.