VORES VALG

Haarder nægter løftebrud om psykiatri-pladser

Selvom antallet af sengepladser er faldet, siden Lars Løkke lovede det modsatte, er der ikke tale om løftebrud, mener sundhedsministeren.
Antallet af sengepladser falder, men der er ikke tale om, at psykiatrien bliver svigtet, siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V).
Antallet af sengepladser falder, men der er ikke tale om, at psykiatrien bliver svigtet, siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V). Foto: www.colourbox.com

Sundhedsminister Bertel Haarder (V) ryster på hovedet af den kritik, som oppositionen, Institut for Folkesundhedsvidenskab og patientforeningen SIND i dag kommer med i forhold til færre sengepladser i psykiatrien.

Siden 2007 er mere end 100 sengepladser blevet nedlagt, skriver Politiken, og det selvom Lars Løkke Rasmussen (V) som sundhedsminister i 2007 lovede det modsatte.

Men psykiatrien har fået en masse i stedet, siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder.

"Der er ikke tale om løftebrud. I årene op til 2007 var der et voldsomt fald i antallet af senge. Efter 2007 har der været et meget lille fald. Til gengæld er der kommet enestuer, og nu kommer der ekstra penge - som er besluttet for længe siden - til nybyggeri," siger han til Newspaq.

Ifølge ministeren er der tale om 1,9 milliarder kroner, som blandt andet skal bruges til flere sengepladser.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Helt så positivt betragter lektor fra Institut for Folkesundhedsvidenskab og speciallæge i psykiatri Birgit Petersson ikke sagen.

"Nedskæringer i psykiatrien har været omfattende igennem de seneste ti år. Det betyder, at den gruppe af patienter, der har brug for en mere stabil og langvarig indlæggelse for at komme sig, ikke kan blive indlagt, når der er behov for det," siger hun til Newspaq.

Men de nedskæringer kan Bertel Haarder ikke se.

"Der er absolut ikke skåret ned på psykiatrien de sidste ti år. Det har været opadgående kurve hele vejen. At den øvrige del af sundhedsvæsnet så er vokset endnu mere, det er jo det, vi så retter lidt op på ved, at psykiatrien nu får lov at vokse hurtigere end den øvrige del," siger han.

De ekstra penge, der nu skal bruges på psykiatrien kommer dels fra finansloven og dels fra satspuljen.

Patientforeningen SIND er helt uforstående over for Bertel Haarders udlægning af sagen. Formand Knud Kristensen siger til Politiken, at der først kan indlægges en ny psykiatrisk patient, når en anden er blevet udskrevet, hvilket er til stor skade for patienterne.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.