Undervisningsminister Bertel Haarder(V) har bøjet sig i striden om gymnasiernes økonomi.
Det siger Gymnasieskolernes formand, Peter Kuhlman, efter et møde med undervisningsministeren tidligere i dag.
»Vi har haft et møde med undervisningsministeren, og nu er der kommet penge på bordet. Jeg kan ikke sige hvor mange, men det ændrer vores situation, og derfor skal jeg mødes med min bestyrelse på søndag for at tage stilling til det videre forløb,« sagde Peter Kuhlmann til Nyhedsavisen umiddelbart efter mødet.
I de seneste dage har der været strejker og blokader på flere af landets gymnasier, fordi eleverne og lærerne frygter, at gymnasiernes økonomi forringes i forbindelse med udmøntningen af finansloven.