Gymnasieeleverne skal ikke glæde sig for tidligt. Der er nemlig ikke en ny pose penge på vej til landets gymnasier. Den opfattelse havde rektorforenignens formand, Peter Kuhlman, ellers fået efter et møde med undervisningsminister Bertel Haarder tidligere i dag. Men undervisningsministeren afviser, at han har givet flere penge til gymnasierne.
»Der ikke givet en øre ekstra til gymnasierne på mødet i dag, det er forrykt at påstå. Det er penge, som har været der, siden finansloven blev vedtaget. Rektorforeningens formand havde bare ikke opdaget dem,« siger Bertel Haarder.
Men hvis du havde fortalt det til gymnasierne noget tidligere, havde man så ikke kunne undgå strejkerne på landets gymnasier?
»Da jeg så, at Peter Kuhlman udtalte vildledende ting til medierne i går, satte jeg en embedsmand til at sætte ham ind i tingene. Det har vi drøftet på et møde i dag, og der er ikke tale om, at jeg har givet flere penge til gymnasierne,« siger Bertel Haarder.
Ifølge undervisningsministeren blev der i sidste uge afsat ekstra 50 millioner kroner på finansloven, som er øremærket administration i gymnasierne.