Danmarkshistoriens første terrorsag med en hemmelig agent blev afgjort i Østre Landsret i København i aftes. En mand blev frikendt og tre andre idømt fængselsstraffe på fire, 11 og 11 år samt en enkelt udvisningsdom for forsøg på terrorisme.
Vollsmose-sagen kan danne præcedens for PET s brug af civile agenter, fordi agenten, der afslørede gruppen, blev godkendt af retten som et troværdigt vidne.
PET glæder sig over, at det for fremtiden vil være muligt at bruge hemmelige agenter til at infiltrere og få dømt mistænkte terrorister i Danmark.
»Vidnets indsats fortjener stor anerkendelse. Jeg hæfter mig ved, at retsformanden har fremhævet, at der ikke var tale om ulovlig agentvirksomhed, og at vidnet i øvrigt var troværdigt. Sagen understreger, at brugen af kilder og agenter er helt afgørende for PET s muligheder for at forhindre terrorhandlinger,« siger PET-chef Jakob Scharf.
Omstridt agent
Den omstridte agent, Lars, er blevet beskyldt for at have brudt reglerne for agentvirksomhed ved at have været særdeles aktiv i anskaffelsen af bombematerialer. Han skulle ifølge forsvarerne have lokket de dømte til at planlægge terror. Forsvareren for irakeren Ahmed Khaldahi, der blev idømt 11 års fængsel og udvisning, vil anke dommen.
»De var kilometer fra overhovedet at have en færdig bombe. Og det bør have betydning for strafudmålingen, at der er tale om ulovlig agentvirksomhed,« sagde Bjørn Elmquist.