"Mange anmeldelser om stormskader, usikre stilladser mv." skriver Københavns Politi på Twitter.
Blæsten raser, og i hovedstaden har politiet altså modtaget en del henvendelser på grund af de vindstød af stormstyrke, der hærger flere steder i Danmark.
Tagsten ryger af, stilladser står usikkert og det er derfor vigtigt at kigge op, når man bevæger sig udendørs, skriver politiet.
Nord for København, i Hellerup, har den kraftige vind flået så meget i et stillads på en 5 etagers bygning, at politiet nu er til stede for at forhindre folk i at nærme sig ejendommen, skriver Ekstra Bladet. Samtidig er der tilkaldt stilladsarbejdere, som skal sikre stilladet.
I Gørløse er en 500 kilo tung halmballe rullet ud på kørebanen, ligesom flere små træer er væltet ud på vejen flere steder i Nordsjælland.
Også i Søborg tæt ved København har man måttet sikre et stillads, som så ud til at kunne bukke under for vindstødene.
Hvordan stormen arter sig kan man se på dette kort fra DMI:
På grund af den voldsomme vind frarådes alle vindfølsomme køretøjer at køre på tre broer indtil klokken 23 i aften. Det drejer sig om Øresundsbroen, Lillebæltsbroen og Vejlefjordbroen. Der er også indført hastighedsbegrænsning flere steder.
Vejdirektoratet advarer også om kraftig vind på Farøbroerne, Svendborgsundbroen og Langelandsbroen.