Brøndby er dømt til at spille sine næste tre hjemmekampe uden tilskuere på Sydsiden og med en maksimal tilskuerkapacitet på 14.000 tilskuere.
Det oplyser Brøndby på sin hjemmeside.
Fodboldens Disciplinærinstans' kendelse kommer i kølvandet på søndagens optøjer i forbindelse med derbyet mod FC København.
Her angreb Brøndby-uromagere FCK-fans med romerlys inden kickoff.
- Brøndby IF står i dag over for en af de historisk hårdeste straffe fra Disciplinærinstansen efter de voldsomme episoder, der fandt sted i forbindelse med derbyet i søndags, og vi accepterer den straf, vi som klub er blevet påført, siger direktør Ole Palmå.
Straffen skal afsones i de kommende superligakampe mod FC Nordsjælland og AaB samt i pokalkampen i december mod enten Skive eller AGF.
Den reducerede kapacitet rammer Brøndby hårdt, da holdet ikke har spillet foran mindre end 20.000 tilskuere på hjemmebane i denne superligasæson.
- Dette har en voldsom økonomisk konsekvens for os, og som klub vil vi gøre alt juridisk muligt for at sikre, at de individer, der står bag disse hændelser, bliver holdt juridisk og økonomisk ansvarlige, siger Ole Palmå.
Han tilføjer, at flere tiltag er på vej i jagten på at komme optøjerne til livs blandt en kerne af klubbens fans.
- Som vi har sagt flere gange denne uge allerede, så har vi behov for at få flere registreringer i det nationale register af disse voldsparate kriminelle individer.
- Registret er et meget vigtigt redskab, da vi kan samkøre det med vores ansigtsgenkendelsessystem på stadion, lyder det fra direktøren.
På baggrund af dommen vil Brøndby snarligst informere om, hvilke konsekvenser straffen vil have for sæsonkort- og billetabonnenter.
Også FCK straffes efter søndagens derby. Holdet skal hjemme mod Silkeborg på mandag spille med B-tribunen lukket som følge af søndagens ballade på Brøndby Stadion.
FCK skal desuden betale en bøde på 75.000 kroner.
/ritzau/