Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) har set sig gal på solceller og forsøger "med djævlens vold og magt at bremse en af Danmarkshistoriens største energipolitiske succeser".
Sådan fortolker Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i Tekniq Installatørernes Organisation, en ny energispareaftale, som ministeren tirsdag har indgået med energiselskaberne.
Aftalen lægger op til at afskaffe den såkaldte nettomålerordning, som betyder, at personer, der investerer i et solcelleanlæg, har mulighed for at lagre overskydende energi på nettet, når solen skinner, og i stedet bruge energien på et senere tidspunkt, når solen ikke skinner.
- Det er svært at se fornuften i, at ministeren med den ene hånd vil lade energiselskaberne bruge over en milliard kroner på energispareindsatsen, samtidig med at han ved at fjerne nettomålerordningen vil straffe de danskere, der af egen lomme ønsker at finansiere et nyt solcelleanlæg, siger Niels Jørgen Hansen.
Han mener, at aftalen bygger på fejlagtige beregninger.
- Ministeren tilkendegiver, at der fortsat skal være en udvikling på solcelleområdet, og udspillet sigter på, at der skal være en tilbagebetalingstid på 10 år på solcelleanlæg. Problemet er, at det konkrete udspil giver en tilbagebetalingstid, der er langt over 10 år, siger Niels Jørgen Hansen.
- Hvis Martin Lidegaard kan sikre en tilbagebetalingstid på maksimum 10 år, så tror vi på, at markedet fortsat kan udvikle sig, siger Niels Jørgen Hansen.
Han roser aftalen for at pålægge energiselskaberne at fordoble deres indsats for at spare på energien, men det bør ikke ske på bekostning af solcellerne, mener han.
- Solcellemarkedet har fået borgerne til at investere deres egne penge i vedvarende energi i et meget stort omfang. Den succes burde man bygge videre på i stedet for at bremse den, siger Niels Jørgen Hansen.