Patrick Vieira har spillet sin sidste kamp for italienske Inter. Nu står det klart, at han har fundet ny arbejdsgiver.
Nyrige Manchester City skal stå klar med en kontrakt til den tidligere franske verdensmester, der er kendt for sin kompromisløse spillestil, skriver BBC.
Transfervinduet er netop åbnet på den europæiske fodboldscene, men mange iagttagere vurderer, at det bliver et meget stille af slagsen på grund af den økonomiske krise.
Derfor kan Vieiras skifte tilbage til England, hvor han tidligere har optrådt med stor succes for Arsenal, let vise sig at blive en af de største handler.
Vieira vil ikke bekræfte oplysningerne, men han skulle have undergået det obligatoriske lægetjek her torsdag og vil skrive under i morgen fredag.
Går handlen endeligt igennem vil det være den første under holdets nye træner, Roberto Mancini.
Med skiftet væk fra Inter vil Patrick Vieira forsøge at spille sig på det franske VM-hold. I Milano fik han nemlig ikke meget spilletid af træner Jose Mourinho.